Af Linea Rosenberg Sørensen, Medicinstuderende
Som studerende på Aalborg Universitet er jeg vant til at være i praktik hver dag, men det har ændret sig under pandemien. Jeg er i løbet af de sidste tre måneder gået fra at være lægevikar i en almen praksis som studiejob til nu også at indgå i beredskabet. Først tog jeg sygeplejevikarvagter, så på ventilatørkursus og have vagter på intensiv, til nu at pode i Testcenter Danmark. Dette har medført, at jeg haft mindre praktik, og samtidig har der været færre patienter i praktikken pga. færre henvendelser. Grundet mindre erfaring evaluerer jeg i langt højere grad mit læringsudbytte, og det er gået op for mig, at jeg til eksamen primært bliver vurderet ud fra 2 af lægens 7 roller[1]: medicinsk ekspert og kommunikator. De fem andre roller er samarbejder, leder, sundhedsfremmer, akademiker og professionel. Til rollen som leder hører også patientsikkerhed. En af mine første bekymringer var: Er kvaliteten af min uddannelse den samme, selvom jeg bliver trænet mindre i at være medicinsk ekspert og kommunikator? Dernæst, evaluerer jeg min uddannelse ud fra tilstrækkeligt mange af lægens roller? For selvom jeg i studiet er kommet omkring mange af de andre roller, er det i disse to, vi i dagligdagen trænes allermest. Men hvad med roller som ledelse (inkl. patientsikkerhed) og samarbejder? Indtil pandemien ramte, og jeg blev en del af beredskabet, var disse roller ikke så tydelige for mig.
Jeg kan bidrage, og jeg kan lære i beredskabet. Jeg lærer ikke nødvendigvis en masse som gør mig til medicinsk ekspert, men jeg har blandt andet oplevet, hvordan pressemøder påvirker mængden og arten af spørgsmål dagen efter i almen praksis. Sårbarheden i ændret triagering og nye patientforløb. Ændringer i arbejdstrivsel ved nye retningslinjer næsten hver dag. Jeg har lært vigtigheden af tydelig kommunikation omkring egne kompetencer, når man samarbejder – især ved hyppigt kollegaskift. Og endeligt diskussionerne omkring behandlings- og udredningsstrategi, når man står med en ny sygdom. Læring, som jeg i høj grad kan bruge senere hen.
For selvom mit fokus på dette tidspunkt i studiet er fikseret på at blive medicinsk ekspert og god kommunikator, så har jeg lært en del om samarbejde, ledelse, prioritering, patientforløb, patientsikkerhed, patienters autonomi, omsætning af forskning til praksis og etik. Alt sammen læring, som gør mig klogere på lægens 7 roller, men som også tydeliggør skævvridningen i vægtningen af de 7 roller på mit studie. I Danmark indgår patientsikkerhed ikke som en rolle for sig, men hører under rollen som leder. Pandemien har mere end før tydeliggjort for mig, at patientsikkerhed er overset på mit studie. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE og Dansk Selskab for Patientsikkerhed udgav i 2018 rapporten ” Mere patientsikkerhed for pengene – hvordan?”[2]. I denne svarede over halvdelen af de adspurgte eksperter, at undervisning i patientsikkerhed på sundhedsfaglige uddannelser vil give mest patientsikkerhed for pengene i sundhedsvæsenet. De foreslår tværfaglig undervisning i patientsikkerhed allerede under studiet, patientsikkerhed som meritgivende i karrieudviklingen og som kulturbærende element i undervisningen.
Selvom jeg har grebet muligheden under pandemien og er blevet klogere på patientsikkerhed, så er det tydeligt, at patientsikkerhed ikke italesættes i nærheden af, hvad der kan kvalificeres som et kulturbærende element i min uddannelse. Da pensumemnerne med medicinsk ekspert og kommunikation for øje blev kompromitteret under pandemien, blev det endnu mere tydeligt for mig: Patientsikkerhed skal på dagsordenen på uddannelserne.
Et tværfagligt netværk for studerende, der arbejder for et sundhedsvæsen, hvor patienten er i centrum.
Med netværket ønsker SKOP at påvirke fremtidens sundhedspersonale, og bidrage til en kultur hvor der åbent og frit kan tales om fejl og dermed læres af dem. Formålet med netværket er at oplyse studerende om kvalitet og patientsikkerhed og der igennem fremme patientsikkerheden og øge kvaliteten.
Copyright. All Rights Reserved